Producenten af Eurocomach minigravere, Sampierana SpA, får nu CNH Industrial i ryggen. CNH Industrial er koncernen, der bl.a. står bag New Holland og Case.

For den danske importør Ib E. Mortensen AS kommer det nye ejerskab ikke helt uventet, og der er stor tilfredshed med, at det blev CNH Industrial.

Eurocomach består

Mærket Eurocomach videreføres og videreudvikles under det nye ejerskab og importør Ib E. Mortensen AS fortsætter salget af Eurocomach minigravere i Danmark i samarbejde med sit stærke, danske forhandlernet.

Fart på udviklingen

Som dansk importør af Eurocomach mingravere siden 2013 er man hos Ib E. Mortensen AS svært tilfredse med, at Eurocomach mærket nu får en finansielt stærk ejer, som kan sætte yderligere fart på den gode udvikling, som fabrikken og mærket er inde i. Et stærkt og bredt produktprogram, god kvalitet samt et målrettet fokus på udvikling af innovative og fremtidsorienterede modeller, har været nøgleordene bag Eurocomachs store succes.

”Vi har som dansk importør af Eurocomach de seneste par år været begrænset af, at fabrikken ikke har kunnet levere tilstrækkeligt med maskiner til at dække vores stigende salg af minigravere på det danske marked”, udtaler direktør Peter Holm.

”Med CNH i ryggen bliver der nu fokus på en væsentlig udvidelse af produktionskapaciteten med planer om at bygge en ny minigraver fabrik samt øge medarbejderstyrken fra de nuværende ca. 300 til ca. 500 medarbejdere”, supplerer Leo Thomsen.

… og skub i markedsføringen

Ilse Thomsen glæder sig som marketingansvarlig til, at der nu igen giver mening for Ib E. Mortensen AS at skrue op for markedsføringen af Eurocomach i Danmark. ”Med udsigt til en forøgelse af leverancerne fra Eurocomach, glæder vi os til at skubbe vores markedsføringsmaskine op i fuldt gear igen – en maskine som har været stærkt medvirkende til at opnå den flotte position, som Eurocomach i dag har på det danske marked”.

Ib E. Mortensen AS er en 54 år gammel virksomhed, som siden 1979 har fokuseret på salg og service af entreprenørmaskiner, herunder primært rendegravere og minigravere. Minigravere fra Eurocomach er i dag virksomhedens største agentur.

Ejertrioen bag Ib E. Mortensen AS er godt tilfredse med det nye ejerskab af Eurocomach fabrikken.